Tyler Hamilton er ude med riven og beskylder Bjarne Riis og Lance Armstrong for systematisk doping.
I går udkom Tyler Hamiltons bog ”The Secret Race” i USA, og den skabte røre i den danske cykelsportsverden. Tyler Hamilton beskylder nemlig Bjarne Riis for systematisk doping og hævder, at Bjarne Riis har anbefalet ham at bruge bloddoping og sat ham i kontakt med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes, mens Hamilton kørte for Riis’ daværende hold Team CSC mellem 2002 og 2004.
Man skulle forvente, at Riis ville kommentere på så grove beskyldninger, men har indtil videre valgt ikke at kommentere på sagen. Da TV 2 spurgte ham, om hvad han mente om anklagerne, var hans respons blot, at han ikke ønskede at kommentere og hellere ville bruge krudtet på nutiden og sit arbejde med de igangværende cykelløb.”The Secret Race” er skrevet af Daniel Coyle sammen med Tyler Hamilton, og i sin tid spurgte Coyle Riis, om han ønskede at komme med en udtagelse til bogen – en forespørgsel, som Riis også afviste. Begrundelse: Det er ikke første gang, og nok desværre heller ikke sidste gang, der kommer beskyldninger mod mig, så jeg vil afstå fuldstændig at kommentere på anklagerne.
Jørgen Leth udtalte i et interview til TV 2 i tirsdags, at bogen er præget af så stor en detaljerigdom, at Riis er nødt til at forklare sig og forholde sig til sagen og de grove beskyldninger – en udtalelse, flere i cykelsportens verden har bakket op om. Alligevel er munden fortsat lukket på Riis, der også nægter at have kendskab til den berygtede spanske læge Fuentes.
Bjarne Riis er ikke den eneste, der står for skud i ”The Secret Race” – også Hamiltons tidligere holdkaptajn, Lance Armstrong, får kastet et par sten i nakken og beskyldes for systematisk doping. Lance Armstrong har dog altid nægtet sig skyldig i anklagerne og understreget, at man aldrig har fundet noget på ham, men ifølge Hamilton er det temmelig let at snyde med dopingkontrollen, og Armstrong er skyldig i anklagerne. Den 7-dobbelte Tour de France vinder forsøgte ellers at få lukket sagen om alle anklagerne, da han for 2 uger siden på sin hjemmeside meddelte, at han opgav kampen mod USADA (United States Anti-Doping Agency).
Hvad der kommer af efterdønninger på ”The Secret Race”, vil tiden vise, men sagen kunne ikke være mindre lukket, end den er nu. Dopinganklagerne står stadig åbne som betændte sår, hvad enten Riis og Armstrong tier eller ej.
Kilder: TV 2, dr.dk
loading...
Skriv et svar